top of page

Reddet på målstregen i første omgang

DSB's køreplan for 2015 er godkendt, og ifølge den er de fire stationer mellem Odense og Middelfart; Holmstrup, Skalbjerg, Bred og Kauslunde med. Fire stationer, der ifølge en rapport fra trafikstyrelsen, burde lukke. De er altså reddet i første omgang, og det er en god nyhed.

Men Mogens Duus fra Vestfynstogets pendlerklub skriver her i avisen den 15. september, at kampen ikke slutter her. Beslutningen om, at der skal ske stationslukninger på Vestfyn er blot skudt til hjørne af ren tekniske årsager.

Vestfynstogets pendlerklub har gjort et stort og flot arbejde for at sikre de mindre stationers overlevelse. Deres utrættelige arbejde bliver nødt til at forsætte for at komme med i næste køreplan.

Det er ikke kun på Vestfyn, at truslen om stationslukningerne hviler som mørke skyer over de daglige brugere af regionaltogene på Fyn. Hele fem stationer på svendborgbanen er forslået lukket i trafikstyrelses rapport, Optimering af stationsstrukturen.

Rapporten anbefaler, at Fruens Bøge, Højby, Pederstrup, Rudme og Stenstrup Syd lukker. En ren massakrer af den regionale togbetjening på Fyn. Det er meget muligt, at man kan hente et minut her og der, men DSB og alle andre trafikselskaber i Danmark løser en infrastrukturel opgave til glæde for borgerne og til glæde for miljøet.

Samtidig er en bevarelse af mindre stationer med til at sikre gode rammebetingelser for de mennesker, der bor uden for de større byer. LO Fyns trafikgruppe arbejder for at sikre ordenlige forhold i den kollektive trafik og for gode bus-, tog- og færgeforbindelser. Det er med til at sikre både et fleksibelt arbejdsmarked, at unge kan komme til deres uddannelsessted, samt at alle andre borgere og turister kan komme rundt på vores skønne Ø.

Derfor forsætter LO Fyns trafikgruppe arbejder med at påvirke politikerne som er dem der i sidste ende skal tage beslutningen om fremtiden for regionale togbetjening på Fyn.


bottom of page